Den 27-årige Umran Javed fra Birmingham, som er tiltalt for at opfordre til terrorisme imod Danmark og USA, forsøger i sin retssag at trække alle sine udsagn tilbage. Det skriver BBC onsdag.
De udtalelser, han er sigtet for, blev fremsat under en demonstration udenfor den danske ambassade i London, da tegningekrisen var på sit højeste. Her råbte Javed »Bomb, bomb Danmark, bomb, bomb USA« til de forsamlede.
Uheldigvis for ham blev det optaget på overvågningskamera, og han blev arresteret af britisk politi.
I retssagen, som netop er gået i gang, forklarer han, at udtalelserne faldt i affekt over de krænkende tegninger: »Jeg fortryder, at jeg har sagt de ting. Jeg forstår godt konsekvenserne, men det var bare slogans. Jeg havde aldrig ønsket at true nogen af nogen bestemt nationalitet,« fortalte han i retten onsdag.
Det forsvar lader dog ikke til at overbevise anklagemyndigheden. Den offentlige anklager slog fast over for retten, hvad han mente, at udtalelserne betød:
»Hvis man råber ’bomb, bomb Danmark, bomb, bomb USA’, er der ingen tvivl om, hvad man vil have sit publikum til at forstå. Anklagemyndigheden holder fast på sin sag om, at den tiltalte opfordrede de tilhørende til at begå mord – terroristmord.«
Retssagen er stadig undervejs.