Var to unge mænd ved at planlægge et terrorangreb med sprængstoffet TATP, kendt under navnet "Satans Mor" tilbage i september 2007? Den ankesag begynder i dag i Østre Landsret.
I byretten blev den 23-årige Hammad Khürshid og den 22-årige Abdoulghani dømt til henholdsvis 12 års fængsel og syv års fængsel og udvisning efter den hårdeste terrorparagraf. Men forsvarerne ankede sagen.
Nu skal nye dommere og nye nævninge i Østre Landsret forholde sig til et utal af aflyttede telefonsamtaler, optagelser fra hemmelige overvågningskameraer fra PET og forklaringer fra de sigtede og vidner. Blandt andet findes er der optaget telefonsamtaler med "Abu Ali", der er en højtstående person i terrornetværket al-Qaeda.
Oprindelig var der otte anholdte i sagen, og samme dag som de blev anholdt, udtalte chef for PET, Jakob Scharf, at flere af de anholdte havde "direkte forbindelse til ledende al-Qaeda-medlemmer".
Det ventes, at der falder dom i sagen i slutningen af juni.