22. juli-kommissionen peger på store svagheder hos vigtige samfundsinstitutioner i Norge, siger kommissionsformand Alexandra Bech Gjørv, da hun mandag overdrog den kritiske rapport om det norske terrorberedskab til statsminister Jens Stoltenberg.
- Kommissionen har koncentreret sig om 6 hovedemner og 31 enstemmige anbefalinger til at styrke beredskabet og forbedre samfundets evne til at afværge, bekæmpe og håndtere angreb, siger Bech Gjørv.
Den norske regering nedsatte i dagene efter Anders Behring Breiviks terrorangreb 22. juli sidste år en kommission, der skulle kulegrave, hvordan det kunne gå så galt.
77 mennesker blev dræbt under angrebene på regeringskvarteret i Oslo og på AUF-ungdomslejren på Utøya.
Bech Gjørv takkede for opgaven, som hun betegner som krævende og meningsfyldt. Hun præciserede til sidst, at det haster med at få indført de anbefalede foranstaltninger.
/ritzau/NTB