Tre personer er blevet anholdt i Indonesien for planer om terrorangreb mod den danske ambassade i Jakarta.
Det oplyser det franske nyhedsbureau AFP.
Det er angiveligt Indonesiens mest berygtede terrormistænkte, den islamiske ekstremist Abdullah Sunata, der står bag.
Abdullah Sunata blev anholdt sent onsdag aften i en bus i Boyolali-distriktet i det centrale Java, hvor han var bevæbnet med en rygsækbombe.
To andre mistænkte blev arresteret i en operation i Klaten-distriktet, der ligger tæt på. Her i blandt den terrormistænkte Sogir, som politiet mener er Sunatas medskyldige.
En fjerde terrormistænkt, Yuli Karseno, blev dræbt under aktionen.
Internationale eksperter vurderer, at det er særdeles fordelagtigt, at både Sunata og Sogir er fanget i live, da de kan bidrage med afgørende spor om terrorceller i Indonesien. Det skriver BBC.
Ifølge chefen for det indonesiske anti-terrorpoliti, Tito Karnavian, skulle motivet til angrebet have været de omstridte Muhammed-tegninger fra 2005.
Efter terrorlederne Noordin Mohammed Top og Dulmatin døde i henholdsvis slut 2009 og marts 2010, anses Sunata som den mest eftersøgte terrorist i landet.
"Han er vores absolutte nummer et mistænkte, siden de to andre terrorledere døde. Han er den vigtigste figur for os," siger talsmand fra politiet, Zainuri Lubis, til AFP.
Politiet mistænker desuden terrorgruppen for at planlægge et angreb på en ceremoni den 1. juli, hvor det indonesiske politi skulle fejre deres jubilæum.