12 mistænkte er blevet tilbageholdt og afhørt af indisk politi, som er i gang med de foreløbige undersøgelser af det bombeangreb mod »Frihedstoget«, der søndag kostede 68 mennesker livet.
Ifølge AP leder de indiske myndigheder efter to mænd, som hoppede af toget kort før adskillige bomber sprang og udløste en voldsom brand ombord på toget mellem Indien og Pakistan. Der er endnu ikke foretaget anholdelser i sagen, men de indiske myndigheder fortsætter efterforskningen sammen med deres pakistanske kollegaer.
Pårørende har indtil videre identificeret 33 af de 68 lig, der alle er slemt forkullede af branden.
Frihedstoget har længe været et symbol på freden mellem Indien og Pakistan.