Basri har en groft udført Mickey Mouse-tatovering på sit håndled, og hans ungdom gik med druk og efterligninger af Nirvana-sange i et lokalt rockband. Han har aldrig været religiøs og kæmper stadig med at lære vers i koranen udenad.
Alligevel var den 30-årige indtil fængslingen februar måned en af Indonesiens mest eftersøgte terrormistænkte. Han er anklaget for at halshugge tre kristne piger samt en række andre angreb på øen Sulawesi. I interviews med AP sagde Basri og fire medanklagede, at de var uuddannede unge mænd, der ville hævne slægtninge dræbt i en muslimsk-kristen konflikt for seks år siden. De anklagede mænd forsvarede sig, ifølge AP, med, at den al-Qaeda-inficerede terrorbevægelse Jemaah Islamiyah havde hjernevasket dem.
»Jeg var som en tyr med ring i næsen. Hvis man trak i mig, havde jeg ikke andet valg end at følge med.,« sagde Basri i et interview, arrangeret af indonesiske politimyndigheder.
Flere arabiske og spanske medlemmer af al-Qaeda opholdt sig i regionen, uddelte våben og instruerede indonesiske militante i en lejr, sagde en tidligere chef for en indonesisk efterretningstjeneste til AP. Den tidligere efterretningschef viste en video med terrortræning, som dengang blev beslaglagt af en arabisk terrorist og tilføjede:
»De ville starte en religiøs krig.«
Basris baggrundshistorie viser, hvor svær anti-terrorkrigen er i Indonesien. Dårligt uddannelsesniveau, stor fattigdom og blodige religiøse kampe i fjerne provinser, gøder den muslimske terrorgruppe Jemaah Islamiyahs mulighed for at rekruttere nye terrorister. Organisationen Jemaah Islamiyah søger at omdanne hele Sydøstasien til ét stort muslimsk område baseret på en streng korantolkning. Jemaah Islamiyah stod bag bombeattentaterne på Bali 2002, som dræbte over 200 mennesker deriblandt tre danske turister.
Indonesisk politi sagde til AP, at Basri har erkendt sig skyldig i et overfald 2005 på tre skolepiger på vej til skole langs en junglesti, hvor han halshuggede den ene af pigerne.
»Disse mænd hverken bad eller fastede. De var gangstere, der blev udnyttet af militante præster, som fortalte dem, at deres handlinger var gode, lovlige og retfærdiggjort af Allah,« sagde Nasir Abbas til AP.
Tidligere var han på øen Sulawesi en af Jemaah Islamiyah’s ledere – nu er han politimeddeler.