Terrorhjælper anker tysk dom

Den marokkanske mand Mounir el-Motassadeq er blevet dømt til 15 år i fængsel for at være involveret i den terrorcelle, der stod bag angrebet på USA 11. september 2001. Nu anker han i håbet om at blive frikendt.

Han var tilknyttet den gruppe af unge radikale muslimer i Hamburg, som planlagde og udførte angrebet på World Trade Center og Pentagon i USA 11. september 2001.

Men er den nu 32-årige marokkaner Mounir el-Motassadeq medskyldig i massemord på civile amerikanere, som den tyske højesteret i Karlsruhe mandag gav ham 15 år i fængsel for?

Motassadeqs forsvarsadvokat, Udo Jacob, mener i hvert fald, at der er en stor chance for, at den terrordømte kan blive helt frikendt, og derfor blev fængselsdommen tirsdag anket.

I november lykkedes det anklagerne at overbevise den tyske dommer om, at Motassadeq styrede økonomien i den terrorcelle, der blev ledet af selvmordsflykapreren Mohammed Atta. Mandag faldt så strafudmålingen.

Ud over Motassadeq er kun den fransk-marokkanske Zacarias Moussaoui blevet dømt for terrorangrebene 11. september 2001. Moussaoui blev af en amerikansk domstol i maj 2006 dømt til at tilbringe resten af sit liv i fængsel.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.