Gud er stor, råbte en storsmilende Said Mansour i går i Københavns Byret, da han blev idømt tre et halvt års fængsel for at have produceret og distribueret bloddryppende henrettelsesvideoer, bombeopskrifter og flammetaler fra kendte terrorister.
Og måske havde han grund til at smile. For nok endte danmarkshistoriens første sag om opfordring til terror med en meget klar og tydelig dom over bogtrykkeren fra Brønshøj. Men eksperterne tror ikke på, at dommen vil få den helt store afskrækkende effekt i radikale muslimske miljøer.
Legitim propaganda
»I den muslimske befolkning har den modstandskamp, som foregår i Irak og Afghanistan, stadig bred opbakning. Kampen, som Said Mansour lavede propaganda for, opfattes som legitim, og derfor rykker folk, som ønsker dette materiale, bare ud på internettet for at få fat i materialet,« vurderer terrorforsker Thomas Hegghammer fra det norske forsvars forskningsinstitut.
Han forklarer, at det de seneste år er blevet stadig sværere at købe militant islamisk propaganda på gadeplan i Europa. Til gengæld er det blevet mere tilgængeligt i cyberspace, hvor myndighederne har langt færre muligheder for at retsforfølge bagmændene.
I det muslimske miljø gør samme holdning sig gældende:
»Over for nogle unge muslimer vil dommen givetvis virke præventiv, men der vil altid være andre, der er parat til at tage chancen, ligegyldigt om der er en økonomisk eller ideologisk gevinst. Og folk, der er villige til at ofre deres eget liv, er nok gået så langt ud, at domme ikke hjælper, siger den danske imam Abdul Wahid Pedersen.
Ingen betydning
Heller ikke Det Islamiske Trossamfunds talsmand, Mostafa Chendid, tror på, at gårsdagens dom vil påvirke muslimer i Danmark.
»Det får ingen betydning hverken i positiv eller negativ retning«, siger han.
Tidligere leder af Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen ser anderledes på sagen. Han mener, at dommen mod Said Mansour kan blive den første i en afgørende indsats mod distribueringen af propaganda for islamisk hellig krig, men peger samtidig på,at en hårdere dom ville have skabt en større præventiv effekt.
»Hvis dommen over Said Mansour også var blevet fulgt op med en udvisning, ville det have haft en større effekt,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Said Mansour har bedt om betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen eller ej. Indtil videre er han fortsat varetægtsfængslet.