Den terrordømte Ahmed Samsam udgiver en bog mandag.
Han blev i 2018 idømt otte års fængsel for terror i Spanien. Senere blev han overflyttet til afsoning i Danmark, hvor Retten i Glostrup ændrede dommen til en dom på seks års fængsel.
Siden den spanske retssag begyndte, har Ahmed Samsam hævdet, at han har arbejdet som agent for de danske efterretningstjenester, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Det har hverken PET eller FE ønsket at bekræfte eller afkræfte.
Bogen "Samsam - mit liv som bandekriminel, syrienkriger og agent for Danmark" handler blandt andet om hans oplevelser de seneste seks år og hans liv generelt.
Her kommer man tættere på Ahmed Samsams kald som kriger i Den Syriske Borgerkrig, og hvordan han senere angiveligt indleder et samarbejde med to mænd fra PET.
Bogen er skrevet i samarbejde med journalist Jens Anton Bjørnager, der er ansat på Berlingske. Han er en af de journalister, som har været med til at belyse sagen.
Anholdelsen af Ahmed Samsam blev starten på en af nyere tids "største efterretningsskandaler" ifølge foromtalen på bogen.
Senere har Ahmed Samsam stævnet efterretningstjenesterne for at få dem til at bekræfte, at han arbejdede for dem som agent. Noget, DR og Berlingske har fået flere anonyme kilder til at bekræfte.
Men Østre Landsret afviste at behandle sagen. Ifølge landsretten har Ahmed Samsam ikke en såkaldt retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet.
Han har efterfølgende anket sagen til Højesteret, men det er uvist, hvornår den tager stilling til sagen.
Ahmed Samsam blev 8. november sidste år løsladt efter at have afsonet sin fængselsdom.
Regeringen og SF er blevet enige om at åbne en undersøgelse af sagen om Ahmed Samsam.
/ritzau/