En libysk mand, som er anklaget for at være hjernen bag et angreb i Benghazi i Libyen i 2012, hvor en amerikansk ambassadør og tre andre blev dræbt, er blevet frifundet for drab, men fundet skyldig i mindre alvorlige terroranklager.
Efter en syv uger lang retssag ved en civil domstol i Washington frikendte et nævningeting tirsdag 46-årige Ahmed Abu Khattala for de mest alvorlige anklagepunkter.
Anklagemyndigheden var tilsyneladende ude af stand til at overbevise nævningene om, at Ahmed Abu Khattala - leder af en militant gruppe - var direkte ansvarlig for drabet på den amerikanske ambassadør Christopher Stevens, en anden embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium samt to CIA-vagter på USA's konsulat i Benghazi.
I stedet fandt nævningene ham kun skyldig i fire ud af de 18 anklager, han stod over for: At støtte terrorister, sammensværgelse for at yde støtte til terrorister, at bære et halvautomatisk våben under en voldelig forbrydelse samt at forvolde skade på amerikansk ejendom.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Imens skriver avisen The New York Times, at Ahmed Abu Khattala risikerer op til 60 års fængsel for de fire anklagepunkter, han er fundet skyldig i.
Khattala blev pågrebet af amerikanske specialstyrker i Benghazi i juni 2014. Han blev herefter bragt om bord på et amerikansk flådeskib, hvor han blev afhørt i en uge, før han blev fragtet til USA.
I et interview i 2012 fortalte Khattala til nyhedsbureauet Reuters, at han var til stede under Benghazi-angrebet, men han afviste, at han var en af hovedmændene.
Angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi var genstand for en række høringer i Kongressen i USA. Republikanske politikere var kritiske over for USA's daværende udenrigsminister, Hillary Clinton, og den måde, hun håndterede sagen på.
Der var blandt andet kritik af beskyttelsen af diplomatmissionen.
Clinton blev aldrig taget i at have gjort noget direkte forkert. Men der blev hvirvlet meget kritik op i høringerne, og det fulgte hende ind i præsidentvalgkampen i 2016.
Angrebet i Benghazi skete præcis 11 år efter det store angreb 11. september 2001 i New York og Washington.
Benghazi-angrebet blev udført af omkring 20 mænd bevæbnet med granater og tunge våben.
Ahmed Abu Khattala er den første person, som er tiltalt og dømt for angrebet.
/ritzau/