Retssagen mod de 29 mænd, der er anklaget for at stå bag terrorbombningen i Madrid i marts 2004, fortsatte fredag i samme rille som om torsdagen. Youssef Belhadj, der var den anden anklagede på anklagebænken, nægtede at svare på spørgsmål fra andre end sin forsvarsadvokat. Han udtalte dog, at han var uskyldig, og at han fordømmer terrorangrebet i Madrid. Samtidig benægtede han, at han skulle være al-Qaedas talsmand i Europa, sådan som anklagemyndigheden har hævdet.
Retssagen blev indledt torsdag, hvor den første mistænkte til at afgive forklaring, Rabei Ahmed, nægtede sig skyldig og nægtede at udtale sig om noget som helst under hele retssagen.
Youssef Belhadj og Rabei Ahmed er to af de syv hovedmistænkte i sagen om terrorbomberne i Madrid, der dræbte 191 mennesker og sårede næsten 1.800 mennesker 11. marts 2004. 22 andre er også anklaget i sagen. De 29 mænd risikerer tilsammen 38.654 års fængsel.