Onsdag aften er fire mænd blevet anholdt i New York, og det formodes, at man derved har forhindret angreb på to synagoger og en lufthavn.
Anholdelserne skete kort efter, at mændene havde parkeret et par biler ved de to synagoger, som ligger i Bronx-delen af byen, skriver New York Times.
De anholdte mænd troede selv, at bilerne indeholdt bomber til brug ved angrebet, men den mand, der havde hjulpet dem med at skaffe bilbomber, var i virkeligheden FBI-meddeler. Det var derfor ikke bomber, men attraper.
Bomberne skulle ifølge meddeleren fjernudløses fra et sted i Newburg, som ligger 100 kilometer nord for New York by.
Efterfølgende skulle Stewart International Airport stå for skud med Stinger-missiler, der skulle ramme fly.
Der er tale om fire mænd, der alle er født i USA. Én har afghanske rødder og skulle være modstander af krigen i Afghanistan.
De skal for retten fredag, og findes de skyldige i at have planlagt bombeangreb kan de komme i fængsel fra mellem 25 år og livstid.