En omfattende politiaktion i Barcelona har ført til anholdelser af 14 personer, som menes at være del af et islamisk terrornetværk. Samtidig har myndighederne beslaglagt adskillige computere, store mængder materiale til fremstilling bomber og andre sprængstoffer.
Sådan lød meldingen fra den spanske indenrigsminister Alfredo Perez Rubalcaba ved et pressemøde lørdag eftermiddag.
Ifølge ministeren tyder bevismaterialet på, at landet her står ansigt til ansigt med en radikal islamistisk gruppe, som er velorganiseret, og som synes at have taget skridtet videre fra en ideologisk radikalisering , skriver BBC.
Videre siger han, at gruppen ser ud til at have haft planer om at udstyre sig selv med materiale til at lave sprængstoffer og på den måde gennemføre voldelige handlinger .
Aktionen stadig i gang
Politiet, som i efterforskningen har samarbejdet med den spanske efterretningstjeneste, CNI, har slået til flere steder. Hidtil har samtlige arrestationer fundet sted den del af Barcelona, der hedder Raval, hvor en stor del af befolkningen er muslimer.
Af de anholdte er de tolv pakistanere, mens de to sidste er indere. Politiet er forsat i gang med aktionen, og ifølge Rubalcaba kan det ikke udelukkes, at flere anholdelser vil følge efter.
Spanien har en gang været ofre for et islamistisk terrorangreb i 2004, hvor 191 personer mistede livet ved bombeangreb på flere togstationer i Madrid.