Selv om planlægningen af terror mod Jyllands-Posten var godt i gang, var redaktionen ikke det første terrormål, for de sigtede terrorister, der i denne måned blev anholdt i Chicago.
Først skulle et attentat i Indien gennemføres, oplyser Ritzaus Bureau ifølge flere medier.
Den ene sigtede, Dave Headley, fik i juli i år besked fra en af sine kontakter i terrorgruppen Lashgar-e-Taiba om at fokusere sin energi på terrorplaner i Indien frem for Danmark.
Sådan lyder det i en række email-udvekslinger mellem den terrorsigtede pakistansk-amerikaner og en kontakt i Lashgar-e-Taiba, som Headley kalder 'Medlem A'.
Headley spørger i en mail fra den 9. juli 2009 sin kontakt om følgende:
"Hvad er status på det Nordiske Projekt. Er det stadig udskudt på ubestemt tid?"
Under et vidneudsagn i retten i Chicago forklarede specialagent Lorenzo Benedict fra FBI, der arbejder på terrorefterforskningen af Headley, at han mener, at emailudvekslingerne afspejler en desperation hos Headley i forhold til at udsætte angrebet på Jyllands-Posten.
"Jeg ser disse mails som et udtryk for, at i begyndelsen af juli 2009 lagde 'Medlem A' fra Lashgar-e-Taiba større vægt på at bruge Headley til at assistere planlægningen af et nyt attentat i Indien frem for at fuldføre det planlagte angreb mod Danmark," sagde Benedict.
Udover den amerikanske statsborger David Coleman Headley, som har pakistanske forældre, er også den 48-årige canadier Tahawwur Hussain Rana blevet anholdt.