Skrevet i samarbejde med Leny Malacinski, lema@avisen.dk
Retsformanden havde på forhånd gjort det klart, at han ikke ville acceptere vilde ytringer under afsigelse af kendelsen.
Og der var da heller ingen ballade i Østre Landsret. Til gengæld var der masser af følelser, da tre ud af de fire terrorsigtede mænd i dag blev kendt skyldige i at planlægge terror i Danmark.
Den 19-årige RD - der blev frikendt - brød fuldstændig sammen efter retsmødet. Han sad grædende på en bænk uden for retssalen.
- Det er en kæmpe forløsning for RD. Han har siddet varetægtsfængslet i seks måneder, heraf fire i isolation. Han har ventet så mange dage, og nu er det endelig overstået, forklarede MD s forsvarer Georg Steenboe.
Også de tre mænd, der blev kendt skyldige reagerede kraftigt - men stille på dommen .
Den 22-årige AK smilede, da kendelsen blev læst højt, og den 34-årige danske konvertit AA gik kort efter kendelsen over til den 34-årige MZ og den 22-årige AK for at give dem et kram. Alle gav hinanden et kram og MZ klappede AA på skulderen.
En ven til den terror-dømte AK, der var mødt op til retsmødet, reagerede ved at banke hovedet ind i væggen. Han ville ikke udtale sig journalister og turde ikke ringe hjem til sin familie for at forælle nyheden.