Tennisforbund arbejder på WTA-græsturnering i Danmark
Caroline Wozniacki ses her under Wimbledon. Dansk Tennis Forbund arbejder på at etablere en opvarmningsturnering til den prestigefyldte grand slam-turnering. Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
DTF arbejder for at få Wimbledon-opvarmningsturnering til Danmark. Tiden arbejder imod det ambitiøse projekt.

Dansk Tennis Forbund (DTF) arbejder på at etablere en WTA-græsturnering på dansk grund, så Caroline Wozniacki, Clara Tauson og andre kvindelige tennisspillere kan varme op til Wimbledon i Danmark.

Det bekræfter formanden i DTF, Henrik Thorsøe Pedersen, over for Politiken.

Det er ikke bestemt, hvor græsbanerne skal etableres, men området omkring Royal Arena på Amager er en mulighed, fortæller formanden.

Det er vigtigt, at etableringen af turneringen ikke bliver en langstrakt affære, for så kan projektet ende med at gå op i ingenting.

- Tingene tager tid, men vi har allerede været i gang i over et år. Hvis det ikke bliver inden for de næste to år, så er det min fornemmelse, at projektet må opgives. Det er nødt til at realiseres inden for forholdsvis kort tid for at få en licens til en WTA-turnering.

- Det næste halve år vil gå med at få en afklaring med Københavns Kommune, siger Henrik Thorsøe Pedersen til Politiken.

Han fortæller også, at organisationen bag Wimbledon støtter idéen om en opvarmningsturnering på dansk grund. Realiseres turneringen, er det planen, at den skal afvikles to uger inden Wimbledon.

Der var senest en WTA-turnering på dansk grund i årene 2010-2012, da der blev spillet Danish Open på hardcourtunderlag i Caroline Wozniackis hjemby, Farum.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News