Verdensetteren Naomi Osaka var tirsdag tæt på et overraskende exit allerede i første runde af French Open.
Den 21-årige japaner fik til sidst has på slovakken Anna Karolína Schmiedlová, der var godt i gang med den helt store overraskelse, men måtte se sig slået 0-6, 7-6 og 6-1.
- Jeg tror aldrig, at jeg har været så nervøs nogensinde i en kamp.
- Det kunne man se i første sæt, tror jeg. Jeg fik ikke slået noget som helst ind på banen, siger Naomi Osaka, der måtte indkassere et såkaldt "æg" i første sæt.
- Det var meget underligt, for nerverne plejer at gå væk, men denne gang blev de hos mig i hele kampen. Jeg følte, at det var en kamp på viljestyrke, siger japaneren.
Naomi Osaka har vundet de seneste to grand slam-turneringer, Australian Open i januar og US Open i september, hvilket har bragt hende op som nummer et i verden.
- Det er første gang, at jeg stiller op i en grand slam-turnering som nummer et. Nu har jeg vundet de seneste to turneringer, så jeg vil også rigtig gerne nappe den her, siger Osaka.
Den tre år ældre Schmiedlová vandt første sæt med 6-0 på blot 20 minutter, og i andet sæt bragte hun sig foran 5-4 og kunne serve sejren hjem.
- Det var virkelig tæt, og det gør ondt, at jeg missede så mange chancer, siger Schmiedlová, der er nummer 90 på verdensranglisten.
- Måske var det fordi, at jeg mødte nummer et i verden. Det var ikke nemt oppe i mit hoved, siger hun.
I anden runde skal Naomi Osaka møde den tidligere verdensetter Victoria Azarenka, der ligesom japaneren har vundet to grand slam-titler - begge gange i Australian Open tilbage i 2012 og 2013.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.