Caroline Wozniacki mangler kampe for at kunne stile efter et stort resultat i French Open senere på måneden.
Det vurderer Eurosport-kommentator Michael Mortensen, efter at den tidligere danske verdensetter har tabt sine første kampe ved de seneste tre turneringer i Rom, Madrid og Stuttgart.
- Det er på ingen måde en optimal forberedelse. Hun har ikke fået de kampe, hun skal have for at optimere sit spil. Det er meget foruroligende, siger Michael Mortensen.
- Hun ved ikke selv hvor, hun står, men det gør modstanderne. De ved, at hun ikke har sit tidligere niveau.
- Hendes respekt er fadet ud. De lavere rangerede spillere kan slå hende, fordi de tror på, at de godt kan gøre det, mener Mortensen.
Tenniskommentatoren vurderer, at Caroline Wozniacki måske vælger at tilmelde sig en af næste ugers turneringer i enten Bruxelles eller Strasbourg for at styrke kampformen.
- Det ville måske være godt at få et par kampe før French Open. Det tror jeg, at mange trænere ville råde hende til, siger Michael Mortensen.
French Open bliver spillet fra den 26. maj og to uger frem.
/ritzau/