Tennis-hooligans smidt ud

Politi og officials ved Australian Open i tennis måtte smide 150 serbiske og kroatiske tilskuere ud, da de to grupper kom i slagsmål.

Tennis er en sport for gentlemen. Det er der tilsyneladende bare ikke nogen, der har fortalt omkring 150 tennisfans fra Serbien og Kroatien, som mandag kom op at toppes ved Australian Open i Melbourne.

Det krævede dusinvis af politifolk at skille de stridende grupper ad, skriver britiske BBC.

De mange fans, som var iklædt henholdsvis de serbiske og kroatiske farver, blev smidt ud og fik desuden deres billetter konfiskeret.

»Det var hovedsageligt serbiske fans, der blev smidt ud, fordi de provokerede kroaterne,« siger en talsmand for politiet i delstaten Victoria.

Serberne var forsamlet for at støtte Jelena Jankovic, mens kroaterne glædede sig til at se kampe med Mario Ancic, Karolina Sprem og Ivan Ljubicic. De kampe må fansne nu nøjes med at se i fjernsynet.

Ifølge officielle rapporter var der hverken tilskadekomne eller anholdte ved episoden.

»Vi håber, at dagens velkoordinerede svar sender en klar besked om, at nok er vi glade for, at fans kommer og støtter deres favoritspillere, men vi vil slå hårdt ned, hvis grænsen for acceptabel opførsel bliver overskredet,« siger den lokale leder af tennisturneringen, Steve Wood.

Jelena Jankovic opfordrer de mange fans til at tage den med ro.

»Det er kun et spil, og folk bør bare komme og nyde spilletsporten,« siger hun.

Tirsdag skal serbiske Ilia Bozolojac spille mod kroatiske Marin Cilic. Til den kamp vil der formentlig være godt med politi og sikkerhedsfolk til stede.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.