Selv om noget tyder på, at folk går fra førtidspension til fleksjob, så er det for tidligt at sige, at reformen af fleksjob har været en succes. Det fastslår beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) overfor Ritzau.
- Det er for tidligt at have meget håndfaste konklusioner, for reformen har ikke en gang virket et år endnu. Der er rigtig meget, der tyder på, at det er svært ude i kommunerne at få omsat hele reformen, siger ministeren.
Ifølge Politiken er der i dag 70.794 fleksjobbere. For fem år siden lå antallet af fleksjobbere omkring 10.000 lavere. Det fremgår af en undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), skriver avisen fredag.
- De danske virksomheder er også i krisetider parat til at åbne dørene for personer med nedsat arbejdsevne. Det er godt, vi fastholder personer i arbejdslivet, selv om de ikke kan yde en 100 procents indsats, siger underdirektør i DA Erik Sørensen til Politiken.
I samme periode ser det ud til, at antallet af folk, der får tilkendt førtidspension, står i stampe. Antallet af folk på førtidspension har ligget stabilt på 240.000 i en årrække.
- Der er meget, der tyder på, at vi begynder at se mennesker, der kun kan arbejde nogle timer, men som gerne vil arbejde, ikke desto mindre kommer ind i fleksjobordningen i stedet for at få tilkendt førtidspension, siger Mette Frederiksen.
Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Frost, siger til Politiken, at hun mener, at reformen af fleksjob og førtidspension har virket.
- Som udgangspunkt skal personer under 40 år ikke længere have førtidspension, og kommunerne gør virkelig en indsats for at finde fleksjob, siger hun.
Mette Frederiksen peger på, at en del af målet netop har været at give mennesker muligheden for at være med på arbejdsmarkedet.
- Målet med reformen er også, at færre skal tildeles en førtidspension, hvis der er udsigt til, at man med en indsats kan give dem et bedre liv. Hvis den tendens er rigtig, så er det positivt, siger ministeren.
/ritzau/