Manden bag søndagens blodige massakre i et tempel i USA var en frustreret nynazist, der jævnligt brugte internettet til at lufte sin vrede og var forsanger i et racistisk punkband, fortæller FBI.
40-årige Wade Michael Page blev skudt og dræbt af politiet søndag, efter han var stormet ind i sikh-templet med et 9 mm håndvåben og flere magasiner med ammunition, som han havde købt lovligt.
Massakren kostede seks tempelgængere livet i Oak Creek.
I 2010 blev Page interviewet om sine musikalske ambitioner, og i den forbindelse sagde han, at han følte sig "frustreret over, at vi har potentialet til at opnå så meget mere som individer og som samfund".
Den tidligere soldat var medlem af Hammerskin Nation - en ekstremistisk gruppe, der på sin hjemmeside beskriver sig som en "førerløs gruppe af mænd og kvinder, der har taget White Power Skinhead-livsstilen til sig".
Wade Michael Page brugte meget tid på internettet på at opfordre til aktiv modstandskamp "uanset udfaldet" og bad sine meningsfæller om ikke at forlade landet, men at "blive og slås - ikke flygte".
Han fortalte det racistiske pladeselskab Label 56, at han havde dannet bandet "End Apathy" i 2005 for at søge "positive resultater i vores syge samfund".
Fotografier på MySpace af det tre mand store band, hvor Page's venner spillede bas og trommer, viser den tidligere soldat kronraget og med goth-tatoveringer over hele kroppen.
Page sagde til Label 56, at bandets sange drejede sig om "sociologiske problemstillinger, religion og hvordan værdien af menneskeliv er blevet nedværdiget ved at underkaste sig det tyranni og hykleri, som vi er blevet underlagt".
I Washington har præsident Obama bestemt, at der frem til fredag skal flages på halv for at hædre ofrene for søndagens massakre.
/ritzau/AFP