Over
halvdelen af soldaterne i et af de to kompagnier, der fra januar skal
kæmpe mod Taleban i Afghanistans Helmand-provins, har meldt fra.
Siden august har i alt 60 ud af 107 konstabler og seks ud af 17
befalingsmænd fra Livgarden fortrudt deres tilmelding til Afghanistan,
skriver Berlingske Tidende lørdag.
Det er ifølge kommandørkaptajn Søren Rugaard-Larsen fra Forsvarets Personeltjeneste flere end sædvanligt. Frafaldet blandt soldaterne i Gardehusarregimentet er for eksempel halvt så stort.
At så mange soldater fra Livgarden melder fra, skyldes, ifølge den kommende chef for den danske bataljon i Helmand, oberstløjtnant Jens Lønborg, ikke mindst, at den danske mission i Afghanistan har kostet mange udsendte soldater livet.
Modsat de fastansatte soldater i Gardehusarregimentet er livgarderne ansat på kontrakt, og de har derfor lov til at melde fra når som helst.
- En beslutning om at lade sig udsende til en mission som den i
Afghanistan skal være personligt funderet. Det er afgørende, at de
soldater, som lader sig udsende, selv har truffet valget og føler sig
klar til opgaven, skriver forsvarsminister Søren Gade til Berlingske Tidende.