Københavns Politi måtte klokken lidt i fire natten til mandag rykke ud til Vesterbro, hvor fem-seks affaldscontainere var trukket ud på Vesterbrogade og sat i brand.
Flere andre containere overhældt med petroleum stod i en baggård klar til at blive antændt. Desuden blev der kastet med malerbomber og lavet graffiti på Københavns Bymuseum, Føtex og en 7-Eleven.
Graffitien bestod af tallet 69 , og derfor formoder politiet, at sympatisører af Ungdomshuset står bag.
Politiet brugte hunde i eftersøgningen, men personerne flygtede ind i en baggård og forsvandt.
Ifølge politiet deltog seks til syv sortklædte personer i hærværket, der formentlig er en reaktion på, at politiet søndag valgte at fjerne et aktivisttelt på Rådhuspladsen.
I godt tre uger har teltet fungeret som samlingssted og reklamesøjle for unge, der vil have et nyt selvstyrende ungdomshus i København.
Politiet valgte at fjerne teltet, fordi de unge ikke havde en tilladelse til at have det stående. Efterfølgende forsøgte de unge at rejse teltet på Axeltorv, men også her skred politiet ind.
En stor del af de unge tilhører kernen af aktivister fra det tidligere ungdomshus på Jagtvej 69.
Kriminalpolitiet efterforsker nu hærværket.