I løbet af denne uge vil 125 ansatte og ledere tømme deres skrivebord hos Telenor og gå hjem med en fyreseddel.
Det oplyser Telenor, der er en sammensmeltning af Sonofon og Cybercity, i en pressemeddelelse.
Massefyringen sker blandt andet, fordi der skal spares.
"Det er selvfølgelig dybt beklageligt at skulle sige farvel til gode medarbejdere. Vi vil derfor også gøre vores bedste for at hjælpe vores kolleger godt på vej i deres videre karriere," siger Henrik Clausen, direktør i Telenor i Dammark.
Telenor mener alligevel selv, at de mange afskedigelser vil få positive konsekvenser for forbrugerne.
"En mere smidig og effektiv organisation skal understøtte det skærpede fokus og ambition om at gøre en positiv forskel for kunderne," fremgår det af meddelelsen.
Alle fyrede medarbejdere vil ifølge Telenor få tilbud om et "skræddersyet genplaceringsprogram", som skal hjælpe dem til at få et nyt job.