Det bliver billigere at ringe til og fra udlandet, hvis man bor i et EU-land.
Det står klart efter, at EU-Kommisionen onsdag har givet grønt lys til et egentligt prisloft på telefonpriser indenfor unionens grænser. Det skriver Politiken.dk.
Med den nye aftale må telefonselskaberne ikke opkræve mere end 4,60 kroner i minuttet for at ringe til et andet EU-land. Forbrugerne må samtidig ikke slippe mere end 2,25 kroner for at modtage et opkald fra udlandet.
Men det er stadig alt for dyrt, mener Forrbugerrådet, som kræver endnu lavere priser. Rådet mener, at forbrugerne bliver holdt for nar med den nye lov.
- Det er hamrende urimeligt, at forbrugerne fortsat skal betale over fire kroner i minuttet, når de ringer til udlandet. Vi ser ingen grund til, at prisloftet ikke kommer ned på tre kroner, siger telepolitisk medarbejder Thomas Hobb.
I dag kan det koste op til cirka ni kroner i minuttet at ringe hjem fra Frankrig og knap fire kroner at modtage et opkald fra udlandet.