Der er åbenbart ikke grænser for mediernes metoder, når det gælder den gravide hertuginde Kate.
Kate er netop nu indlagt på Kong Edward VII-hospitalet i det centrale London på grund af voldsom graviditetskvalme - den sjældne tilstand 'hyperemesis gravidarum.' Men det fik ikke to australske radioværter til at holde sig tilbage fra at 'lave sjov' med det britiske kongehus.
Som led i en practical joke ringede de to værter op til hospitalet og spurgte ind til Kates tilstand, mens de udgav sig for at være dronning Elizabeth og efterlignede hendes stemme. Stuntet lykkedes tilsyneladende for radioværterne, der fik oplysninger ud af en sygeplejerske, som blandt andet oplyste, at Kates tilstand var stabil.
Det skriver flere britiske medier.
Ifølge netavisen Mirror har både prins William og Kate været rødglødende over episoden, og ligeledes har hospitalet udtalt, at de ser med stor alvor på sagen og vil være opmærksomme på lignende opkald.
De to radioværter Mel Greig og Michael Christian fra den australske station 2Day FM måtte senere undskylde for opkaldet.
Kilde: BT.dk, Mirror