Teknisk fejl på helikopter før klubejer styrtede i døden
BRITAIN-AVIATION-ACCIDENT-FBL-THAILAND-ENG-PR-LEICESTER Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Piloten forsøgte at få helikopter til venstre, men den drejede til højre i sekunderne før, den styrtede ned.

Helikopteren, der for snart tre uger siden trak Leicester-ejer Vichai Srivaddhanaprabha og fire andre i døden, havde en teknisk fejl.

Den britiske flyhavarikommission The Air Accidents Investigation Branch oplyser, at piloten trykkede på en fodpedal, der skulle få helikopteren til at dreje til venstre, men i stedet drejede den til højre. Det skriver BBC.

Undersøgelserne er dog endnu ikke færdige, og der kan være flere årsager til styrtet. Blandt andet bliver bagpropellen undersøgt.

Helikopteren havde ifølge myndighederne været i luften flere gange den pågældende dag, inden Vichai Srivaddhanaprabha og fire andre passagerer efter en kamp skulle flyves til Stansted-lufthavnen nær London.

Så langt kom de dog ikke, da helikopteren kort efter styrtede ned tæt på stadion.

/ritzau/

/ritzau/