Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) benægter, at hun skulle have haft en finger med i spillet, da Dannebrog ved tirsdagens rådsmøde i Bruxelles stadig blev brugt som markering af EU's formandsland.
- Nej, for så havde jeg jo også siddet i stolen. Men det er lidt underligt første gang ikke at lede mødet, siger en leende Vestager, der trods den tekniske fejl har afgivet sin formandsstol til Cyperns finansminister, Vassos Shiarly.
Det var en teknisk fejl, at det rød-hvide Dannebrog på tv-sendingen fra mødet ikke var skiftet ud med Cyperns, der viser en kobberfarvet ø over to olivengrene.
Men Margrethe Vestager lægger ikke skjul på, at det kunne have passet hende rigtig godt at være blevet i rollen som EU-formand, som hun åbenlyst har nydt. Ikke mindst de gange, der har været reelle slagsmål og forhandlinger til langt ud på natten.
- Det har været en rigtig, rigtig sjov og spændende opgave at få lov til at være formand. Jeg synes, det var en sjov ting at få lov til at prøve, siger Vestager.
Den radikale partileder har allerede regnet sig frem til, hvornår hun får chancen igen. Når Kroatien til næste år formelt bliver optaget i EU-kredsen, er der 28 medlemmer - og dermed 14 år til næste danske formandskab.
- Så nu tæller jeg dagene til 26 (2026, red.) og holder mig på pinden. Jeg er ikke 60 endnu, så der kan jeg godt nå at være formand en gang til, siger Vestager uden at præcisere, hvilken ministerpost hun regner med at have til den tid.
/ritzau/