Teknikerne i telekoncernen TDC har nedlagt arbejdet. Mandag over frokost valgte de ansatte teknikere at gå hjem.
Og det er over hele landet, at TDC's teknikere strejker, oplyser Dansk Metal, der organisere de strejkende.
Det er efter Ritzaus oplysninger strandede lønforhandlinger, der er årsag til den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.
I sidste uge forhandlede TDC og Dansk Metals Landsklub om lønreguleringen pr. 1. marts 2014 for medarbejdere omfattet af det såkaldte tilpassede overenskomstgrundlag.
Men allerede fredag kunne parterne konstatere, at man stod meget langt fra hinanden.
De ansatte mener, at alle skal sikres en generel lønstigning, som mindst matcher inflationen. Herudover kan der mellem lederen og medarbejderen aftales en yderligere individuel lønregulering, hvis der er behov for det.
Men ifølge Dansk Metal vil TDC ikke aftale en generel lønstigning, og at eventuelle lønstigninger skal fordeles til de medarbejdere, hvor lederen vurderer, at der er et behov en lønstigning.
Da parterne gik fra hinanden i sidste år, havde man aftalt at mødes igen 3. juni. Men mandag valgte de ansatte at nedlægge arbejdet og gå hjem.
/ritzau/