Normalt er det svært at slippe ud af det diktatorstyrede Nordkorea, men for den canadiske stjerneteenager bliver det nu snarere svært at slippe for at besøge det isolerede land. Det skriver Female First på sin hjemmeside.
Den utraditionelle koncertdestination er kommet i spil efter, at Bieber på sin hjemmeside har opfordret sine fans til at stemme om, hvilket land, der skulle udgøre næste mål for den unge canadiske stjernes show. Men den opfordring har spøgefulde hackere taget lige lovligt meget til sig.
Spøgefuglene har snydt systemet og manipuleret med stemmerne, sådan at den lukkede diktaturstat er kommet ind på en suveræn førsteplads.
"Baby"-stjernen storhitter netop nu verden over og har henrykt sine mange fans med debutalbummet "My World" og efterfølgeren "My World 2.0".
Og med over en halv million stemmer sikret af hackerne, ser de nordkoreanske teenagepiger ud til at være de næste, der får glæde af teenageidolets blide stemme.
Endnu har Justin Biebers lejr ikke meldt ud, hvordan de vil forholde sig til afstemningsresultatet. Hvad Kim Jong Il mener om besøget, melder historien ikke noget om.
Biebler slog igennem, efter hans mor lagde en video ud med ham på YouTube.