Teenagere, der ikke gider rydde op og aldrig overholder deres aftaler, skal ikke have skæld ud og løftede pegefingre.
I stedet skal forældrene indse, at teenagerne ikke længere er børn, men unge, der godt kan tales til fornuft, hvis bare forældrene tør give lidt slip og ikke være fordømmende.
Det er hovedbudskabet i det forældrekursus, som netop er blevet afsluttet i Horsens Kommune i Børnefamiliecentret Nordvang.
Her lærer forældre til teenagere at forstå, at tiden som den beskyttende mor eller far så småt er forbi. Det fortæller familiebehandler Helle Davidsen.
»Pludselig forandrer børnene sig. De bliver teenagere og er hverken børn eller voksne, og det kan være en hård proces for forældrene. Børnene har ikke længere så meget brug for forældrene. Pludselig bliver kammeraterne det vigtigste, og så kniber det med at holde aftalerne om huspligter, og hvornår man skal være hjemme,« siger hun.
I den tid kan forældrene let blive irriteret på teenagerne.
»Men hvis de voksne spørger ind til dem på en nysgerrig måde og lytter uden at opdrage, vil teenagerne føle sig forstået, hørt og set. Det vil give en ro, når man coacher dem i stedet for at opdrage,« forklarer Helle Davidsen.
Forældrekurserne består både af forældregrupper, der deler hinandens erfaringer, og af individuelle samtaler.
Råb erstattet af snak
For den enlige far Bjarne Gude har kurset betydet, at han og sønnen Simon ikke længere råber højt ad hinanden.
»Før blev vi tit uvenner, og vores temperament kogte. Han provokerede mig ved ikke at rydde op efter sig og gøre sig langsom med vilje, når vi skulle ud ad døren. Og ved at glemme hvornår han skulle være hjemme. Men ved at tale med de andre forældre fik jeg nogle redskaber,« fortæller Bjarne Gude.
»Jeg indførte en fast samtaledag, hvor vi snakker alt igennem, og hvor jeg husker at rose ham og se de positive sider ved ham. Det har givet mere tillid mellem os, ligesom Simon ikke længere holder noget hemmeligt. Han kommer og fortæller, hvor han tager hen,« siger han.
Også Simon er blevet mere glad.
»Det hele er blevet meget bedre. Blandt andet fordi vi har indført, at jeg sætter alarmen til på mobilen, når jeg er ude. Så glemmer jeg ikke tiden og kører hjem som aftalt,« siger han.
I andre kommuner kan børn og forældre henvende sig anonymt og få råd. Men Odense og Århus overvejer nu samme model som Horsens, hvor kurserne er målrettet til forældre, der i fællesskab hjælper hinanden med problemerne.
Råd til teenage-forældre
Drop den løftede pegefinger.
Lyt til barnet, og prøv at forstå det.
Vis interesse i de ting, der optager den unge.
Tro på, at du har opdraget dit barn, så det kan klare sig selv.
Kilde: Børnefamiliecentret Nordvang