YouTube er dominerende som socialt medie blandt amerikanske teenagere, som i stigende grad forlader Facebook. Det viser en ny undersøgelse foretaget af meningsmålingsinstituttet Pew Researh Center.
Hele 85 procent af de unge i alderen 13 til 17 år anvender YouTube, viser den amerikanske undersøgelse.
Omkring 72 procent anvender det Facebook-ejede Instagram, mens 69 procent er på Snapchat.
51 procent af de unge bruger Facebook. Det er et markant fald i forhold til 2014-2015, hvor 71 procent af denne aldersgruppe var på Facebook.
Pew angiver ikke, hvilke årsager der kan ligge til grund for det markante fald i Facebooks popularitet.
Men teenagere har i mange sammenhænge opgivet tjenester, når de bliver mainstream og tages i anvendelse af de ældre generationer.
Undersøgelsen viser også, at 95 procent af amerikanske teenagere i dag har adgang til en smartphone.
45 procent af de adspurgte siger, at de bruger internettet "næsten hele tiden". Det er næsten dobbelt så mange som for tre eller fire år siden.
743 teenagere deltog i undersøgelsen, som er blevet gennemført i foråret.
Mange eksperter har udtrykt bekymring for, at det kan være skadeligt for unge at bruge sociale medier for meget. Men meget af denne kritik har især drejet sig om børn før teenagealderen.
Analytikere hos Pew siger, at der ikke er nogen klar konsensus blandt teenagere om, hvorvidt de sociale medier er gode eller dårlige for dem.
Næsten halvdelen af teenagerne mener, at sociale medier har neutral virkning. 31 procent mener, at de har en positiv virkning eller indflydelse, mens 24 procent finder denne indflydelse dårlig.
/ritzau/AP