Det var opkast - eller en form for slim, som kostede to unge mænd på 17 og 18 år livet.
De to teenagere blev fundet døde på en privatadresse i Olufsgade i Herning torsdag den 9. maj, skriver B.T.
Politiet fandt piller og en sprøjte på adressen. Derfor faldt mistanken i første omgang på en overdosis, men nu fastslår retsmedicinerens første konklusioner, at dødårsagen er kvælning.
- Det er opkast - eller en form for slim, som har blokeret deres luftveje. Hvis man kommer ud for et uheld, så er det afgørende, at man bliver lagt i aflåst sideleje for at sikre frie luftveje. Men da der ikke har været andre i lejligheden (end de afdøde, red.) har der ikke været nogen, som kunne tage sig af det. Det er ganske tragisk, fortæller politikommissær i Herning Politi, Henning Præstegaard, til B.T.
Det var venner af de afdøde, som alarmerede politiet, da de ikke kunne komme i kontakt med dem.