En ny trend har spredt sig blandt teenagere i det forjættede land Amerika.
Legen hedder 'Sack Tapping'. Direkte oversat betyder det 'pung prikning', men i praksis udfolder det sig nærmere som et godt gammeldags slag i skridtet.
Reglerne er enkle, og det er måske derfor, at legen er blevet så populær blandt eleverne på Crosby High School i staten Minnesota i USA, hvor en læge kan berette om, at han hvert år har tre til fire operationer, efter at drenge er blevet 'tappet' i skridtet.
Nu ser det dog ud som om, at de tumpede teenagere har fået sig en forskrækkelse. Den 14-årige David Gibbons mistede for nyligt sin højre testikel efter at være blevet 'tappet' i et bagholdsangreb af en flok klassekammerater, da han skulle fra et klasseværelse til et andet.
Om natten klagede den arme dreng over kraftige smerter i pungen og efter en undersøgelse på det lokale hospital besluttede lægerne at fjerne den højre sten.
Episoden har fået dr. Scott Wheeler til at opfordre forældrene til at skride ind.
"Alle forældre. I må tale med jeres børn om den her leg, der absolut ikke er sjov mere," siger han til kare11.com.