En teenager er torsdag blevet idømt 12 års fængsel for at have dræbt 22-årige Carlito Kassitah med ét enkelt knivstik i hjertet i en lejlighed i Brønshøj natten til 2. juledag sidste år.
Det oplyser Retten på Frederiksberg.
Den dømte, en 19-årig mand, nægtede sig skyldig. Men en række vidner og de tekniske beviser i sagen førte til, at han blev dømt i et nævningeting.
Manden har på stedet anket til Østre Landsret. Han vil frifindes.
Politiet oplyste efter drabet, at det skete i forbindelse med et skænderi i lejligheden.
- Der var en slags komsammen i lejligheden. Der opstod nogle uoverensstemmelser mellem den nu dræbte og den mand, vi sigter, fortalte central efterforskningsleder i Københavns Politi René Jensen.
Den 19-årige blev anholdt samme dag, som drabet fandt sted, og blev efterfølgende varetægtsfængslet
/ritzau/