Tre teenagere på 16, 16 og 17 år troede de havde fået en god idé, da de lørdag aften besluttede, at udnytte den ene 16-åriges job i Netto på Rugvang ved Tarup Center i Odense.
Den Netto-ansatte anmeldte, at han havde været udsat for et røveri, hvor han verbalt blev truet til at udlevere cigaretter.
Men under afhøringen krakelerede historien
- Det hele falder fra hinanden. Det viser sig, at det er efter forudgående aftale, forklarer vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede til TV 2/Fyn.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Planen var at politiet skulle hoppe på, at de to andre havde truet ham og taget cigaretter.
Præcist hvad, de tre havde aftalt vides ikke, men vagtchefen fortæller, at det under afhøringerne af de tre teenagere kom frem, at de havde aftalt forløbet, skriver TV 2/Fyn.
Under alle omstændigheder må man formode, at den 16-årige nu har vekslet et fritidsjob i Netto til et retsligt efterspil.
- Han er sigtet for falsk anklage og for underslæb, forklarer vagtchefen.
Det fremgår ikke, hvordan Fyns Politi har fået fingre i kasseekspedientens medsammensvorne, og Lars Thede vil ikke sige noget om, hvilke konsekvenser det falske røveri får for de tre teenager.