Det britiske politi har tirsdag anholdt en 17-årig mand, som de sætter i forbindelse med de ondsindede twitter-beskeder, der er blevet sendt til den britiske OL-atlet Tom Daley.
Tom Daley skuffede mandag sammen med sin makker Pete Waterfield i synkronudspring, hvor de to endte på en fjerdeplads og dermed ikke levede op til de engelske medaljeforventninger.
Senere mandag fik det Twitter-brugeren Rileyy_69 til at skrive:
- Du svigter din far, det håber jeg, du ved.
18-årige Tom Daleys far Rob døde af kræft sidste år og ifølge OL-atleten, er det faren, der har inspireret ham til at gøre det godt i sporten.
Daley svarede på beskeden ved at skrive:
- Efter at have givet alt, jeg har ... er der idioter, der sender det her til mig.
Daley er ikke den eneste, der har været udsat for verbale tilsvininger på det sociale medie under de olympiske lege.
Den schweiziske fodboldspiller Michel Morganella blev nemlig mandag sendt hjem fra OL, efter at han udtrykte sin skuffelse over 1-2-nederlaget til Sydkorea i en grov besked på Twitter.
- Jeg vil slå og brænde alle koreanere - en omgang "trisos" (fransk slang for mennesker med Downs Syndrom), lød det fra spilleren.
Det fik den schweiziske olympiske delegation til at sende ham hjem fra legene.
- Michel Morganella fornærmede og diskriminerede mod det sydkoreanske folk og deres fodboldhold med hans voldsomt stødende kommentarer på Twitter, lød det fra chefen for landets delegation, Gian Gilli.
Imidlertid har flere koreanske internetbrugere nu taget fodboldspilleren i forsvar og forklaret, at Morganella forinden var blevet groft mobbet af flere koreanere på nettet efter mandagens kamp.
Efter sigende skulle hans Facebook-side være blevet bombarderet med nedladende kommentarer, der dog senere er blevet slettet.
/ritzau/