En somalisk teenager skal for retten i USA i sagen om fire somaliske pirater, der holdt en amerikansk skibskaptajn som gidsel.
16-årige Abde Wale Abdul Kadhir Muse er anklaget for at have været med til at boarde containerskibet Maersk Alabama den 8. april og tage den amerikanske kaptajn Richard Phillips som gidsel.
Teenagepiraten er den eneste af de fire pirater, der overlevede gidselsdramaet som endte med, at de tre medsørøvere blev skudt og dræbt af amerikanske frømænd, mens kaptajnen blev befriet.
Abde Wale Abdul Kadhir Muse ankom tirsdag morgen til USA fra Afrika. Hans mor har appeleret til USA's præsident Barack Obama om at benåde ham og begrunder det med, at han er uskyldig, skriver BBC.
"Han er mindreårig og han er blevet misbrugt til denne forbrydelse," siger moderen, der ønsker være til stede i retten, hvis sagen fortsætter.
Det er første gang i mere end et århundrede, at nogen bliver stillet for en amerikansk ret for pirateri.