Unge piger vil gerne passe børn, og de vil gerne gøre det godt. Derfor bruger teenagetøser frivilligt timevis på at tage kurser i babysitting rundt om på landets ungdomsskoler. Her lærer de om børns fysiske og psykiske udvikling, mad til de mindste, opdragelse, leg, sygdom, førstehjælp, bleskift, bad og hygiejne samt god opførsel i andres hjem.
God selvtillid
»Jeg har altid godt kunne lide børn, men jeg ville gerne vide lidt om børnepasning, inden jeg kastede mig ud i at blive babysitter,« siger 14-årige Sine Schmidt, der har været på kursus på Kolding Ungdomsskole. Hun passer nu en pige på tre år og et par tvillinger på fem år.
Sine Schmidt synes, at hun har haft stor glæde af kurset.
»Jeg har blandt andet lært at sætte mig ned på gulvet og lege med børnene i stedet for at sidde i sofaen og betragte dem,« siger hun.
Sine Schmidt har også lært, at det ikke nytter noget at råbe og blive sur.
»For nogle gange skal grænser bare sættes mange gange og beskeder gentages igen og igen,« siger hun.
Ifølge Lotte Pilgren, socialpædagog, master i sundhedspædagogik og underviser i babysitting på Lyngby Taarbæk Kommunes Ungdomsskole, giver kurset pigerne selvtillid.
»Deres selvværd stiger helt vildt, fordi de bliver bevidste om det store ansvar, som det er at passe et barn,« siger hun.
En af Lotte Pilgrens kursister udtrykte det således:
»Før jeg gik på babysitterkursus, syntes jeg, at jeg var et barn. Det er jeg ligesom ikke mere.«
Og de bliver også superdygtige, mener Lotte Pilgren.
Trygge forældre
Ditte Melsen, sundhedsplejerske i Kolding og underviser i babysitting på Kolding Ungdomsskole, oplever desuden, at det gør forældre trygge, at deres babysitter har været på kursus.
»Det betyder noget for forældre, at de kan overlade deres barn til en ung pige, som er så seriøs, at hun har brugt 30 timer på at dygtigøre sig i børnepasning,« siger Ditte Melsen, der bliver ringet op af mange mødre, der gerne vil hyre en babysitter.
Else Guldager, sundhedsplejerske, ph.d., mener dog, at forældre skal være påpasselige med at lade teenagepiger passe deres børn, hvis de er under halvandet år.
»Det er altså ikke så ligetil at give mad og putte en baby, så det er for stort et ansvar at overdrage til en ung pige,« siger hun. Men hvis der er tale om børn over halvandet år, så er det helt i orden, mener hun.
Prisen for en times babysitning ligger mellem 45 og 100 kroner.