De fem hjertesmeltende unge fyre i One Direction afslører på en pressekonference i London, at musikken på deres kommende album vil afvige en del fra den teenage-pop, der indtil nu har slidt stemmebånd ned på tusindvis af pigebørn verden over.
- Svaret er ja. Der vil komme et nyt album, og jeg tror, at det vil få en mere rocket lyd, sagde Louis Tomlinson på pressemødet.
Ud over ham består One Direction af Harry Styles, Liam Payne, Zayn Malik og Niall Horan. De fem drenge stillede oprindeligt op hver for sig i det britiske X Factor i 2010, men blev sat sammen i en gruppe.
De endte som nummer tre i programmet, men skrev straks efter kontrakt med X Factor-guruen Simon Cowells pladeselskab, og siden da er de vokset til at være et af de helt store samtaleemner rundt omkring på især pigeværelserne.
Bandets nye musikalske drejning er faktisk et ønske fra drengene selv. De har på den nye plade været meget involveret i sangskrivningen, som mere eller mindre var ude af deres hænder på debutpladen "Up All Night" fra 2011.
- Vi har skrevet mange af sangene, hvilket er rart. Vi har givet dem en smule mere kant, tror jeg, forklarer Liam Payne.
One Direction har solgt 14 millioner singler på de to år, der er gået, efter at debutpladen kom på gaden.
Boybandet har mere end 11 millioner følgere på Twitter, og deres video til hittet "What Makes You Beautiful" er set mere end 367 millioner gange på YouTube.
I sidste uge gav de fem pigebedårer koncert i Forum i København foran tusindvis af skrigende teenagere. Søndagen før var det Jyske Bank Boxen i Herning, der åbnede sluserne for de mange unge fans.
I 2014 vil drengene atter tage på en turné, der har fået titlen "Where We Are". Den vil blive kickstartet den 25. april 2014 i Bogota i Columbia, og bandet lover, at det langt fra vil blive en kopi af det nuværende show.
- Det bliver et meget større show, forsikrer Harry Styles.
/ritzau/