To plus to er fem. Denne tankegang kan sikre en bedre service til de ældre.
Det mener medlemmerne af fagforbundet FOA. 45 procent af dem peger i en undersøgelse på, at arbejde i faste teams kan skabe en bedre service til ikke bare de ældre, men også til børn og syge.
Desuden foreslår FOA’s medlemmer, at de får mere indflydelse på, hvordan arbejdet tilrettelægges, og der kommer bedre kommunikation mellem de forskellige grupper.
»Vores medlemmer har et klokkeklart budskab til regeringen: De vil gerne levere kvalitet. Men uhensigtsmæssig organisering af arbejdet, mangel på indflydelse og tilrettelæggelse af eget arbejde, faggrænsestridigheder og dårligt arbejdsmiljø står i vejen for en god og sammenhængende service over for borgerne,« siger forbundsformand i FOA, Dennis Kristensen.
Udmeldingen fra FOA kommer i forbindelse med et temamøde torsdag om regeringens kvalitetsreform, som skal forbedre den offentlige service.