Team Tvis Holstebro er klar til pokalfinalen i håndbold for kvinder.
Onsdag aften vandt cheftræner Niels Agesens mandskab 32-28 ude over Viborgs forsvarende pokalmestre i semifinalen.
Opgøret i Viborg Stadionhal blev meget intenst og lige langt hen ad vejen.
Stillingen var 15-15 ved pausen, men syv minutter inde i anden halvleg mistede Team Tvis Holstebro profilen Lærke Møller.
Playmakeren pådrog sig den tredje tominutters udvisning, og så var det ud i resten af kampen.
Team Tvis Holstebro formåede alligevel at rykke fra hjemmeholdet og vinde.
I den anden semifinale tager Randers HK på lørdag imod FCM Håndbold.
/ritzau/