Team Esbjerg og FC Midtjylland har domineret toppen af kvindernes håndboldliga, Prima Tours Ligaen, i denne sæson, og onsdag stod det klart, at Esbjerg sætter sig på den ene af de to øverste pladser, der giver direkte adgang til semifinalerne.
Det blev en endelig kendsgerning, da Esbjerg med sejren på 37-32 over HC Odense nåede 30 point, samtidig med at Randers på 23 point tabte 23-24 på udebane til København.
Det hul kan ikke lukkes i de sidste tre spillerunder. Den sikrede semifinaleplads vækker glæde hos Esbjerg-træner Lars Frederiksen.
- Det siger trods alt noget om stabilitet. Hvis FC Midtjylland vinder den svære udekamp mod Nykøbing Falster, lægger sejren op til en kamp om førstepladsen 5. marts, og den glæder vi os til, sagde Lars Frederiksen til klubbens hjemmeside.
Han var dog ikke tilfreds med alle facetter af spillet i den målrige kamp onsdag.
- Fremragende angrebsspil, dårligt forsvar. Vi er åbenbart ikke aggressive nok, når vi forsvarer. Men senest holdt vi Viborg godt nede med scoringer, siger træneren.
Torsdag aften kan FC Midtjylland med en sejr over Nykøbing Falster også bringe sig på 30 point og dermed gøre sig klar til semifinalerne.
Derefter giver pladserne fra nummer tre til seks adgang til to kvartfinaler i slutspillet, hvor de sidste semifinalepladser er på spil.
I det spil har Tvis/Holstebro og Randers 23 point, mens Viborg og Nykøbing følger efter med henholdsvis 22 og 21 point.
Tvis kilede sig ind på tredjepladsen med en hjemmesejr på 31-19 over SK Aarhus.
Samme aften vandt Silkeborg/Voel med 29-27 over bundholdet Sønderjyske, og dermed lægger Silkeborg pres på de øvrige slutspilsbejlere. Holdet ligger på syvendepladsen med 19 point. København følger derefter med 18 point.
/ritzau/