Eliteorganisationen Team Danmarks direktør, Michael Andersen, var blandt tilskuerne, da skytten Stine Nielsen efter en nervepirrende omskydning glippede finaledeltagelsen i 10 meter riffel ved OL i London.
Michael Andersen er dog yderst tilfreds med den fynske OL-debutants niendeplads.
- Alt i alt var det fremragende. Hun skyder 397 point (af 400 mulige), hvilket er på et højt internationalt niveau. I omskydningen handler det om marginaler, siger han.
Stine Nielsen var i omskydning med fire andre skytter om fire finalepladser, men hun blev sorteper med en margin på blot 0,2 point op til den forsvarende olympiske mester, tjekken Katerina Emmons.
- 0,2 point i skydning svarer til en centimeter i kuglestød eller en hundreddel i svømning.
- Jeg synes, det er flot, for vi er oppe mod store sportsnationer. USA og Kina har begge to skytter med i finalerne, så halvdelen af finalefeltet er fra kæmpestore nationer, siger Michael Andersen.
Team Danmarks direktør ser frem til Stine Nielsens anden og sidste OL-konkurrence i London, 50 meter riffel.
- Jeg håber, at hun på 50 meter mentalt kan komme sig oven på det her, og at hun igen skyder på det høje niveau, som hun har. Der venter en stor international fremtid på hende.
- Det er en fantastisk præstation at komme blandt de 10 bedste skytter i verden, og det skal vi glæde os over, siger Michael Andersen.
/ritzau/