Samarbejdet mellem Team CSC og holdets danske co-sponsor Alm. Brand fortsætter. Forsikrings- bank- og pensionskoncernen har valgt at forlænge sponsoratet af cykelholdet frem til 2008.
»Vi har været yderst tilfredse med den effekt, sponsoratet af Team CSC har givet os de seneste tre år. Vi spørger jævnligt vores kunder om deres tilfredshed med Alm. Brand, og de svar, vi har fået i relation til sponsoratet, var meget positive – også i år. Cykelsporten har en stor plads i danskernes hjerte. Og vi ser frem til endnu et nyt år med store sportslige oplevelser,« siger Henrik Nordam, viceadministrerende direktør i Alm Brand.
Også hos cykelholdet er man glade.
»Jeg er meget glad for, at vi nu har fået en ny aftale på plads med Alm. Brand. Vi har haft en rigtig god dialog med dem omkring sponsoratet, og det betyder meget for os, at vi har kunnet levere et produkt, de har været tilfredse med. Vi har gennem årene bygget en stærk relation til Alm. Brand, og den skal vi selvfølgelig styrke og videreudvikle,« udtaler Bjarne Riis.