Det var ulovligt, da teleselskabet TDC inden jul kontaktede 1.200 af konkurrenternes bredbåndskunder med et godt tilbud. Nu risikerer selskabets en bøde for brud på teleloven.
TDC henvendte sig i februar til IT- og Telestyrelsen og erkendte, at selskabet havde brugt konkurrenternes kundeoplysninger. Også Tele2 har klaget over forløbet.
»Et hændeligt uheld«
Ifølge TDC er der tale om et hændeligt uheld.
»Det siger sig selv, at når vi sender et brev til en kunde hos et andet teleselskab og tilbyder, at den pågældende kan få højere hastighed på sit TDC-bredbåndsabonnement, så er der ikke tale om et bevidst forsøg på at fiske kunder hos andre,« siger chef for TDCs regulatoriske afdeling, Anders Thomsen til Jyllands-Posten.
Sagen er nu overdraget til politiet for videre behandling. Men det er ikke første gang, at TDC har rod i bogholderiet. I 2007 blev telekoncernen politianmeldt for at misbruge informationer om konkurrenternes kunder.