Det er slut med taxiture til tusindvis af kroner for jyske politikere og skatteborgerne er derfor en udgift færre efter i dag.
Folketingets formand, Thor Pedersen (V), vil nemlig se på, om det fremover er okay, at medlemmer af Folketinget tager deres egen bil til lufthaven.
Indtil i dag har Folketinget nemlig ikke givet de folkevalgte deres penge tilbage, hvis de tog deres egen bil til lufthaven og derefter videre til møde på 'Borgen'.
Alene i andet halvår af 2008 brugte de 179 MF'ere over 1,4 millioner kroner på taxiregninger. Det viser en gennemgang af politikernes taxiregnskab, Newspaq har foretaget. Den udgift ser med Thor Pedersens nu ud til at blive en del mindre.
"Det giver god mening at se på, at få reglerne ændret. Går alt efter planen skulle de nye regler være på plads allerede ved Folketingets åbning i oktober," siger Thor Pedersen til Newspaq.
Taxi-højdespringeren Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti glæder sig også over, at han fremover kan tage sin egen bil i stedet for 100 kilometer med hyrevogn til Lufthavnen i Krarup fra hjemmet i Kallerup nær Thisted i Nordjylland. En tur der før i dag kostede skatteyderne omkring 1.200 kroner, oplyser han.
Alene Ib Poulsens tur til arbejde kostede således skatteyderne omkring 120.000 kroner sidste år.
"Beslutningen er yderst glædelig. Jeg regner med at kunne skære mine kørselsudgifter ned til en fjerdedel ," siger Ib Poulsen.