Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DET ER EN UNDERLIG OPLEVELSE for én, der var ung i 70’erne. – At den politiske stedsans bliver mere og mere usikker, mens man føler, at den kritiske indsigt bliver bedre. Det bliver sværere og sværere at være 100 pct. absolut.
Det problem havde vi ikke i 70’erne.
Rent billedligt kan jeg bedst beskrive det med et optrin, jeg aldrig glemmer – et foredrag med forfatteren og ærke-kommunisten Hans Scherfig på Århus Universitet. I Stakladen sad der sådan nogle halv-røde reformister som undertegnede, der lå og svømmede mellem SF og den røde del af socialdemokratiet. Så kom hele den marxistiske cocktail af VS’ere, KFML’ere, KF’er, trotskister. Samlet og dog totalsplittet – i en tid, hvor det stadig var stuerent at begejstres over blodige regimer som dem Cambodja og Albanien. Og så - endelig - ungkommunisterne fra KOM.S – de kommunistiske studenter. Her var tale om meget mere end litterær interesse.
DEN STORE, danske forfatter var en del af PARTIET selv.
Jeg kunne ikke frigøre mig for tanken om, hvad den store forfatter dog tænkte over dette fremmøde af unge. En seance, der mest af alt lignede en satire over tre forskellige spejderkorps.
Siden – i årene fremover - blev verden og venstrefløjen aldrig den samme.
80’erne med dets mismod men også murens fald og illusionen om, at verden var blevet blot en smule fredeligere
90’erne med dets digitale spring i mobiltelefoner, internet – og kultur alenlangt fra 70’ernes politiske venstrefløjskultur. Herfra blev Danmark og Europa mere og mere individualistisk og politisk blå, mens den nye tids parlamentarisme kultur blev styret af politik som et erhverv – allerhelst med en akademisk uddannelse som affyringsraket.
LAD MIG nu få tingene på bordet:
Jeg var SF’er i mine årle ungdom i 70’erne. Jeg havde tysk familie i DDR og var fra starten af vaccineret mod den statsejende kommunisme. Sidenhen levede jeg op til cafélatte traditionen og blev radikal. Indimellem har jeg stemt socialdemokratisk, fordi jeg hverken kan slippe Stauning eller Auken.
Og nu bekender jeg mig altså til min partimæssige hjemløshed.
Og jeg eg møder dagligt parti-tvivlen i taxien – både i den røde og den blå blok. Borgerlige, der ikke vil nationalismen og røde, som ikke kan finde rundt i den røde labyrint.
JEG HAR BÅDE en god og en dårlig historie om en vælgers tvivl på partierne i den røde blok.
Lad os tage den dårlige først:
Enhedslisten?
Jeg er ude af stand til at stemme på et parti, som opretholder den stive EU-modstand, mens Europa skriger på sammenhold og modvægt til USA’s isolationisme, national konservatismens march fremad og Asiens kommende dominans i økonomien.
SF?
Jeg er ked af det, men jeg kan simpelthen ikke se, hvilket ben partiet vil stå på. Eller rettere, - om det bliver stående, når de socialdemokratiske økonomer bulldozer sig frem med den såkaldte nødvendighedens politik.
Socialdemokraterne?
Svaret står i virkeligheden overfor. Og jeg tænker ikke i gamle eller nye principprogrammer – men netop i den reelle politik. Er den såkaldt ”nødvendige politik” renset så meget for det socialistiske DNA, at der blot tilbagestår blind tillid til partiets historiske rolle.
Alternativet?
De virker mest som om de stadig er under opbygning og mest profilerer sig på baggrund af de gamle partiers stivnakkethed og gammeldags traditioner. Og i den individualistiske tidsalders ånd, har de travlt med at lægge afstand til den røde blok, de påstår at ville støtte, når den kommende statsminister skal udpeges
Det Radikale Venstre?
De har da vist meldt sig ud af rød blok. Og i sandhedens tjeneste. Er de ikke grundlæggende blå – et liberalt parti?
Den gode udgave skal da med:
Enhedslisten – den holder fast i kampen for arbejderklassen og de dårligst stillede.
SF – det er og bliver den humanistiske venstrefløjs mest idealistiske kort.
Socialdemokratiet – jamen, er det ikke det eneste virkelige alternativ til Løkke-regeringen og dens uforløste, nyliberalistiske vækkelsesbevægelse i LA og omegn?
Det Radikale Venstre – hvem kan ellers fremvise en rummelighed i flygtningepolitikken og en ægte passion for EU?
Alternativet – ja, lad os så få et opgør med venstrefløjens støvede praksis!
DENNE UGES FREDSMØDE mellem partierne i rød blok har på ingen måde gjort det nemmere for vælgerne. Referatet fra det var lige så forudsigeligt som stemningen inden:
Bekæmp uligheden, husk bæredygtigheden – og flygtningepolitikken? Lad den ligge, for der bliver vi ikke enige!
Så vi er stadig mange, der banker på det røde kompas for at få pilen til at bevæge sig.
Det virker både arrogant og virkelighedsfjernt, når partikrigen – som for nyligt - bryder ud mellem Soc’erne og de radikale. Alene med udgangspunkt flygtningepolitikken, fordi de to partier er sikre på, at det er det eneste, der interesserer os.
Der udspiller sig en krig mellem konkurrenter – ikke potentielle partnere. Og lige så tydelig den eksisterende Løkke-regerings fiasko tegner sig, lige så svært er det at få øje på alternativet
Lige udenfor denne lukkede ”fest” og kendte medie-disciplin på Christiansborg, - at man sviner hinanden til bl.a. for at have svinet hinanden til – gemmer der sig en ikke helt uvæsentlig gruppe i den politiske forestilling: Vælgerne.
DET ER STADIG EN KENDSGERNING, at når partier som de radikale og socialdemokraterne på deres landsmøder blæser sig op på deres opgave med at gøre det rigtigste for DANMARK, - så udgør de partimedlemmerne blot 4 pct. af dem, der stemte på dem ved sidste valg.
De 96. pct. må nøjes med at sikre fremtiden – med et kryds!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.