Willkommen, bienvenue, welcome
Fremde, etranger, stranger
Gluklich zu sehen, je suis enchante,
Happy to see you, bleibe, reste, stay
Willkomen, bienvenue, welcome,
Im Cabaret, au Cabaret, to Cabaret
(Åbningsnummeret I musicalen Cabaret)
JA, VELKOMMEN mine damer og herrer, herskaber, ondskaber, værtskaber og nye politiske ægteskaber. Der er plads til jer alle sammen. Gammelliberalister som det tunge godstog, nyliberalister på tilbagetog – og konservative står i stampe på slæbesporet, mens de undersøger, om der overhovedet er hjul på lokomotivet. Intet er for stort og intet er for småt, når vi kæmper om taburetterne i rigsdagen og lædersæderne i ministerbilerne. Må jeg præsentere den grossen, grossen bankmand mit vielem Kapital…
Næppe var det amerikanske Trump-show overstået, før der blev taget hul på den nationale julekabaret. Nu skal der flyttes og byttes stole og øves på helt nye replikker.
Alt i alt er Lars Løkke lykken, mens det journalistiske establishment forbereder sig på at analysere de helt nye køreplaner og forklare, hvorfor fiaskoen Lars Løkke, nu pludselig er en sprudlende succes. Ja, selv LA’s hovedrige politiske mæcen Lars ”Saxobank” Seier Christensen, der mestendels må betragte dansk politik fra de Schweiziske alper langt fra velfærdsstatens utålelige undertrykkelse af privat foretagsomhed, helt blød om hjertet og i mælet.
I citat fra dr.dk, søndag:
"Anders' principfasthed har ført til en kæmpetriumf, og i stedet for at slås om en ganske lille del af statsbudgettet, får LA nu indflydelse på det hele i stede."
I MÅNEDSVIS har vi ellers hørt på Samuelsens både forkætrede og hyldede ubøjelighed. Hans insisteren på, at han vil lade regeringen falde uden en topskattelettelsen på 5 pct. Den skattelettelse er lige så nødvendig og ultimativ som kirkens sakramenter. Eller VAR! For nu mener selv LA’s højre-liberale financier, at topskatten er en detalje og regeringsdeltagelse med ”indflydelse på det hele” er den bedste af alle, mulige verdener.
Hvem skal køre i hvilke ministerbiler, spørger journalisterne?
Og således konverterer kritisk journalistik til nysgerrig journalistik. Heri indgår selvfølgelig også at stille spørgsmål, som man udmærket godt ved, at man ikke får svar på. Og statsministeren kan da også smile overbærende af de dumme spørgsmål. Selv om han selv har iscenesat dette politiske show ved at lancere en regeringsudvidelse som topnummeret ved årets fest – Venstres landsmøde!
Jawohl!
YES!
Sådan!
LANDSMØDET DANSER og alle er lykkelige indenfor.
Ligesom i Cabaret.
Min højre fod tager vare på speederen.
Den venstre tripper takten til musikken fra nutidens politiske teater – klar til at trykke på bremsen, når det bliver nødvendigt.
På bagsædet står posen med et rugbrød, lidt pålæg og tre forskellige pålægs-salater, en håndfuld drikkevarer og 40 Prince ultra light.
Jeg har kørt for kunden en del gange, og mødet trykker hver gang på en slags dårlig samvittighed. Jeg lever jo godt nok af det her, men jeg har som regel kontakt med min venstre hjernehalvdel – fornuften.
Jeg ved, at kunden kunne få bragt det forholdsvis enkle sortiment ud noget billigere, hvis hun bestilte det via nettet eller via nogle af indkøbsordningerne for pensionister. Men jeg tror hun har sluppet kontrollen med de sociale tilbud, og at hun ganske enkelt har råd til det.
HENDES BOLIG ligger på en god ejendom i et godt kvarter, og hendes sprog tyder på et ordentligt arbejdsliv derude i den tobakstågede fortid. Hun plejer at smile til mig og give gode drikkepenge – og det gør så hendes madindkøb endnu dyrere.
Der findes armod, som ikke nødvendigvis udspringer af egentlig fattigdom.
Og så skal guderne vide, at der er langt fra det politiske realityshow i kongrescentret til førstesalen i en lejlighed, som man måske ikke kommer ud fra i dagevis. Benene kan ikke bære.
Jeg mærker tobakslugten allerede i gadedøren. Den forstærker sig trin for trin over første og andet repos og kulminerer ud for den åbne dør til lejligheden. Hun har allerede åbnet døren og står klar med pungen, der som altid er fuld af sedler nok. Ved hendes side står den uundværlige rollator. Hun er venlig, mens hun står fast på de to ben, der er tykke og væskefyldte.
BAG HENDE aner jeg hendes spisebord, som også er hendes arbejdsbord. Udover et par stakke med papirer og bøger, står en tallerken med et halvt, uspist rundstykke, en enkel øl, en kop og så en halvtom pakke Prince – ultra light, forstås.
Hun har det virkeligt ikke fysisk godt, og det eneste der kan dulme min dårlige samvittighed er, at sådan har situationen været alle de gange, jeg er kommet til hende. Jo, og så siger jeg til mig selv hver gang, at jeg jo intet aner om forhistorien.
Måske har hun valgt dette eksil i tobak og hente-mad, fordi det er sådan hun ønsker det i finalen: Et liv i helt øjensynlig ensomhed. For har hun venner eller familie, går jeg ud fra, at de ville give hende en hjælpende hånd.
Måske har sygdom og smerter fuldstændig frataget hende lysten til at bevæge sig udenfor de fire vægge.
Og da der åbenbart ikke er tale om egentlig mangel på penge, hører hun ikke hjemme i målgrupperne for fattigdom. Hele den der tragiske historie om kontanthjælp med og uden lofter.
Eller jeg kunne følge Joachim B-modellen: Hun har selv valgt sit liv, hun betaler formentlig af en tilstrækkelig pension, så hvad er problemet?
Men der er langt – uendeligt langt til den politiske forestilling i Herning og hosliggende medier.
Der var feststemning i Hernings kongrescenter. Og dørene stod vidt åbne, så vi alle kunne kigge ind til deltagerne. De er veltrænede i kunsten at smile, selv om nogle af dem lige om lidt mister deres ministerstatus.
Stor fest.
Åbne arme.
Men en lukket fest!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.