Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
Det var et stykke tv-udsendelse i DR, der fik det hele til at falde lidt mere på plads. ”Husker du – 1991”.
Et klip med en meget ung Søren Pind for knap et kvart århundrede siden. Han var i den varme interviewstol hos den ægte røde lejesvend og senere tv-direktør Bjørn Erichsen.
I samme udsendelse optrådte en lige så ung repræsentant for forretningslivet – tøj-forretningsmanden Mads Nørgaard.
Pind-interviewet er et vidunderligt signal om han og ikke mindst hans borgerlige politikergenerations selviscenesættelse. Han går ind i politik, fordi landet er kørt ud i hampen af forgængerne. Og værdipolitisk er de kommet så vidt, at man ikke engang kan tillade sig at sige højt, at man gerne vil giftes.
SÅ VIDT har de røde ført os ud i hampen i 1991. Mens kommunismen går til grunde, fastholder det nye højre martyriet. Pind ser så vemodig ud i offerrollen, at man i sekunder glemmer, at en helt ny, parlamentarisk æra er på vej: Politik som erhvervskarriere.
Mads Nørgaard sætter - uden at ville noget partipolitisk – det hele ind i den nye trend:
”… I 60’erne ville forbrugerne først og fremmest finde sig selv. I 80’erne og især i 90’erne handler det primært om at skabe sig selv…”.
Det er så indlysende, at kunde/leverandør-forholdet er fremtrædende i dansk politik. Alene tidens tsunami af markedsføringstiltag fra begge fløje taler sig eget sprog og trænger de store, principielle diskussioner i baggrunden til fordel for klumpspillet. Oftest til højre, en del på midten – og sjældent til venstre på skalaen.
Det største problem er egentligt, at man som vælger tydeligere og tydeligere mærker denne ”kundeliggørelse” - en hensigt, som er vigtigere end det umiddelbare budskab.
Når statsministeren går plakaten over hele landet med en kampagne om at ”..jeg ønsker et fællesskab, hvor alle yder det, de kan ...” er selve budskabet så tæt på det, man i sprogfagene kalder platheder eller tautologier – selvfølgeligheder - at det nærmest er at betragte modtageren som dum.
FOR HVEM mener egentlig, at man skal yde så lidt som muligt? Så bare en lidt kildekritisk læser mærker hensigten: Vi skal ud at slås med DF, der stjal vore vælgere. Det er det, der er meningen.
De radikales Morten Østergaard drøner derudad med min ambition, min holdning, mit ønske – om færre på offentlig forsørgelse, om grøn energipolitik, om respekt for etnisk forskellighed.
Den gammelkendte radikale balanceagt mellem at være økonomiske liberalister grønne på energien og venstreorienterede i indvandringsspørgsmål. Intet nyt budskab. Men derimod et så gennemtrængende JEG og MIG, der både passer til tidsåndens individ-dyrkelse og til de radikales profil-mangel efter Vestagers farvel.
Som vælger og forbruger forstår man salgshensigten – men hører intet nyt!
Det er klart, at de borgerlige er i vanskeligheder i denne almindelighedernes kamp på ord. For reelt er der ført liberal finanspolitik lang inde på deres egen banehalvdel. Så den mindst populære borgerlige leder i årtier, Lars Løkke, skruer fuldstændig ned for noget politisk indhold ved hele tiden at råbe LØFTEBRUD, LØFTEBRUD, LØFTEBRUD.
UD I ÆTEREN i hver anden sætning – og op at hænge på højhusene. Og så lader han andre tage øretæverne.
Arbejdsgiverne sendes i felten med synspunkter om skat og offentlige udgifter og, at de fattige har det for fedt. Personligt har jeg hørt det arbejdsgiversynspunkt siden min tidligste ungdom. Men hva’ fa’n - Taxamanden er jo også kun fyldt 61!
En journalist spurgte for et par uger siden Løkke, om det dog ikke var på tider at kigge på en betaling ved lægebesøg. Nu fik han muligheden for at vise virkelig liberal politik som den, arbejdsgiverformanden var sendt i byen med.
Øh, øh, - nu må vi se. Venstre vil muligvis nedsætte en udvalg, som vil se på sagerne i næste regeringsperiode – hvis de får magten.
Svaret på faren for løftebrud er overhovedet at love noget som helst. DET er hele hemmeligheden bag den rigide udhængning af statsministeren.
Og så er der Pind med martyriet i øjnene og Støjberg, der raser mod de uvorne indvandrerunger. De sendes ud i den politiske verden som tjenstvillige sendebude, og hvis alt går efter planen belønnes de lige om lidt med nogle relevante ministerposter.
Og det’ da lige meget.
For det vigtigste er hverken de kvajpander af nogle kommunikationsrådgivere, der oversolgte Thorning eller Søvndals muligheder ved sidste valg – eller seriøs integrationspolitik.
Det vigtige er at sidde i struben på Helle for at få befolkningen til at glemme deres uvilje mod Lars Løkke. Og så berede befolkningen på de
voldsomme stramninger af vilkårene for de fremmede, som bliver DF’s pris for at støtte den kommende blå betonblok.
POLITIKERNE passer deres professionelle karrierer i det politiske supermarked. Vælgerne handler ind, hvor det passer lige nu og om lidt.
Og taxamanden er blevet bekræftet i to paralle hovederfaringer, siden jeg forlod medieverdenen og satte mig ind i den grå Mercedes med taxameteret og det grønne logo.
Mødet med danskerne i min Mercer har gjort mig til menneskelig optimist – og politisk pessimist.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.